Høst af træ og anden biomasse opgøres jf. FN’s retningslinjer som en CO2-udledning i det land, hvor træet høstes. Hvis biomassen efterfølgende brændes af i fx kraftværker, beregnes det som en nuludledning i forsyningssektoren, da udledningen allerede er opgjort ifm. høsten af biomassen. Derfor vil udledninger fra dansk produceret biomasse indgå i Danmarks officielle klimaregnskab, uanset om det forbruges i Danmark eller eksporteres.
Bioenergi (biomasse og biogas) udgør omkring 65 pct. af Danmarks samlede forbrug af vedvarende energi i 2023. Med de nuværende rammevilkår forventes det, at forbruget af træbiomasse til el og fjernvarme eksklusive affaldsforbrænding vil reduceres med ca. 50 pct. frem mod 2035 sammenlignet med 2024. Det skyldes blandt andet, at vores massive udbygning af sol og vind gør det muligt at erstatte biomasse med grøn el i fjernvarmen.