Pyrolyse kan spille en vigtig rolle i Danmarks indsats for at reducere drivhusgasudledningen og nå klimamålene. Ved at omdanne restbiomasse til biokul, der kan lagres i landbrugsjord, muliggør pyrolyse en langvarig fjernelse af CO₂ fra atmosfæren.
Biokul kan lagres i jorden i århundreder og kan dermed på sigt medføre øget kulstoflagring der vil kunne medregnes på Danmarks drivhusgasregnskab, når det udbringes på landbrugsarealer og kan potentielt samtidig bidrage til jordforbedring og recirkulering af næringsstoffer. Der er derfor igangsat et projekt, der skal fastlægge en metode til at fastsætte emissionsfaktorer for biokul. Biokul fra pyrolyse er et supplement til andre klimatiltag, der kan reducere nettodrivhusgasudledningerne og bidrage til målet om klimaneutralitet i 2045. Samtidig kan pyrolyseanlæg producere grønne energiprodukter som pyrolysegas, der fx kan anvendes til varmeproduktion og dermed erstatte fx ledningsgas.
Regeringens vision er, at pyrolyse på sigt skal kunne levere drivhusgasreduktioner på markedsvilkår og blive en integreret del af den grønne omstilling i Danmark.
For at opnå denne vision er der behov for at nedbryde en række eksisterende barrierer, der hindrer en opskalering af pyrolyse. Dette forudsætter blandt andet, at et helt nyt marked bliver etableret, og det er i den forbindelse afgørende, at igangværende miljøforsøg viser, at det er forsvarligt at udbringe biokul på landbrugsjord.
Derudover skal emissionsfaktoren fastsættes, og der skal sikres indberetning om udbringning af biokul. Herudover er der usikkerhed omkring teknologiudviklingen for biokul.
Med Aftale om Implementering af et Grønt Danmark (regeringen, SF, LA, K og R) er der afsat godt 10 mia. kr. til en støtteordning til udbringning af biokul på landbrugsarealer i perioden 2027-2045. Der arbejdes på at udforme rammerne for en støtteordning.