Tyskland satser stort på grøn brint til industri og transport, og flere danske brintprojekter står til milliardstøtte fra Tyskland og EU. Det åbner døren til et dansk eksportmarked for dansk brint. For at de danske brintproducenter kan indgå de nødvendige kontrakter og investeringer, er det vigtigt, at de har sikkerhed for, at brintrøret kommer.
Derfor er regeringen enige med aftalepartierne Venstre, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet om, at staten tager en større del af risikoen og sikrer, at hvis minimum et projekt vil benytte sig af røret, så bygges det. Driftsstøtten øges med 5,6 mia. kr. over 30 år, og brintaktørerne får bedre rammer til at forpligte sig til projektet.
Læs Tillægsaftale om Syvtallet her
”Med denne aftale kan vi åbne et nyt eksportmarked for Danmark og bidrage til et energiuafhængigt Europa. Jeg er glad for, at en bred kreds af partierne tager ansvar og vil være med til at løfte muligheden for et dansk brinteventyr. Vi går ind i projektet med åbne øjne, brintmarkedet er stadig umodent og et brintrør er et stort projekt med flere risici. Men Syvtallet skal bygges. For en grønnere og mere sikker fremtid og for en ny lovende dansk eksport,” siger klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa.
Brintrøret skal bygges af Energinet og skal forbinde brintfabrikker i Danmark til aftagere i Tyskland. Med aftalen øges den tidligere afsatte statslige driftsstøttereserve på 10,9 mia. kr. med yderligere 5,6 mia. kr. i perioden 2030 – 2059 med det formål at sikre, at betalingen for brug af røret er inden for brugernes betalingsvillighed. Dermed vil der i alt være afsat 16,5 mia. kr. til driftsstøtte for Syvtallet.
Kravet for, hvor meget kapacitet virksomhederne samlet skal booke inden december 2026, fastholdes på 0,5 GW. Til gengæld vil aktørerne kun skulle binde sig økonomisk til for 0,1 GW, ligesom at fristen for den økonomisk garanti, de skal stille til Energinet rykkes til 1. januar 2028. Dette vil give dem markant større sikkerhed for, om røret bygges, samt hvad det koster dem at bruge røret.
Frem til at brintaktørerne skal stille garanti til Energinet holder staten hånden under Energinets projekt og stiller garanti for strandede omkostninger på op til 2,1 mia. kr. Dermed kan Energinet fortsætte med at udvikle projektet, indtil brintaktørerne binder sig og stiller garanti. Projektet skal anlægges med brug af sociale klausuler for at sikre danske løn- og arbejdsvilkår i alle leverandørled.
”Dagens aftale understreger en stærk politisk vilje til at skabe forudsætninger for dansk eksport af grøn brint. Det vil kunne nedbringe forbruget af fossile brændsler i Europa, og det kan skabe nye arbejdspladser og erhvervsudvikling i Danmark. Danske virksomheder har opnået tilsagn om milliardbeløb i støtte fra Tyskland og EU, og med de nye tilpasninger af kravene til virksomhederne bliver chancen større for at projekterne realiseres, og potentialet ved grøn brint kan indfries. Det kræver en ekstra vilje til at lave en strategisk investering i et brintrør igennem Syd- og Sønderjylland og til Tyskland, og jeg er glad for, at mange partier i Folketinget står bag projektet,” siger klima-, energi- og forsyningsordfører Jesper Petersen, Socialdemokratiet.
”Vi skal producere vores egen energi i Europa. Grøn brint kan understøtte dansk produktion af grøn strøm og øge europæisk forsyningssikkerhed. Derfor er det afgørende, at vi får sat gang i brintrøret. Det er vigtigt for den grønne omstilling, forsyningssikkerheden og grønne arbejdspladser,” siger klima-, energi- og forsyningsordfører Nanna Bonde, SF.
”Syvtallet er afgørende for, at Danmark kan producere og eksportere grøn brint. Derfor skal vi hele tiden fjerne de sten, der ligger på vejen. Grøn brint styrker Europas forsyningssikkerhed og skaber nye grønne arbejdspladser og vækst uden for de store byer. Brintaktørerne har peget på en række udfordringer før deadline for forhåndsbookinger, og dem tager vi hånd om med aftalen. Det er et vigtigt skridt mod den brintinfrastruktur, som Danmark har brug for, ” siger klima, energi- forsyningsordfører Mathilde Hjort Bressum, Venstre.
”De dele af Danmark, som huser det meste af vores vedvarende energi, skal også have bedre muligheder for at høste frugterne, der følger med. Eksport af grøn brint via rør til Tyskland er et blandt flere svar på den udfordring. Med aftalen er bolden nu tilbage til de virksomheder, der har ønsket røret. Jeg glæder mig til at følge, om de leverer på deres del af opgaven. At booke kapacitet, så vi kommer helt over målstregen,” siger energi og forsyningsordfører Lars Aagaard, Moderaterne.
”Brintrøret er afgørende for den grønne omstilling, for Europas uafhængighed af fossile brændsler og for danske arbejdspladser. Når EU og Tyskland har vist sig villige til at støtte danske projekter med hele 11 mia. kr., er det mindste, vi kan gøre at skabe sikkerhed for, at infrastrukturen er der til det grønne eksporteventyr. Derfor er vi også glade for, at bookingkravet sænkes med 80 pct. og fastsættes så lavt, at alle projekterne bør kunne opfylde det. Det bør give den nødvendige sikkerhed for, at så mange af projekterne som muligt bliver til virkelighed. Vi har ønsket, at danske producenter skulle mødes af samme krav som de tyske brintproducenter. I det videre arbejde kommer vi til at følge tæt, at tarifferne fortsat er konkurrencedygtige,” siger klima-, energi- og forsyningsordfører Anders Storgaard, Det Konservative Folkeparti.
”I en verden i drastisk forandring er grønne projekter vigtige holdepunkter. Enhedslisten mener, at grønne projekter kan og skal løse både sociale og klimatiske problemer. Derfor har det i denne forhandling været vigtigt for os at sikre ordentlige forhold på de arbejdspladser, som den grønne omstilling skaber. Vi tager med aftalen et skridt for stærkere sociale klausuler i grønne projekter, og vi er glade for at have sikret fagbevægelsen adgang til byggepladserne, gennemsigtighed om entreprenører og effektiv kontrol. For os er målet, at grønne projekter skaber jobs med ordentlige løn- og arbejdsvilkår, og det her er første skridt,” siger energi- og forsyningsordfører Lisbeth Torfing, Enhedslisten.
”Jeg er glad for, at vi har fundet opbakning til at reducere industriens risiko - at lægge hånden på den grønne kogeplade kræver statslig opbakning. Og det leverer vi i dag. Men nu er det op til industrien at vise, at grøn brint fra danske vindmøller kan bidrage til at styrke konkurrencekraft og forsyningssikkerhed hos europæiske virksomheder. Det er vigtigt, at Danmark bidrager til den grønne omstilling og til Europæisk forsyningssikkerhed. Det er denne aftale et vigtigt skrift hen imod,” siger klima-, energi- og forsyningsordfører Anastasia Milthers, Radikale Venstre.
”Europas sikkerhed er afhængig af, at vi kan producere vores egen, vedvarende energi. Brintrøret til Tyskland er en nøglefaktor for Danmarks mulighed for at producere og levere stabil, grøn energi til det europæiske fællesskab, der hurtigere end nogensinde skal udfase brugen af fossile brændsler. Det bakker Alternativet selvfølgelig op om,” siger klima-, energi- og forsyningsordfører Anna Bjerre, Alternativet.
Tyskland er klar i 2030
Aftalen gælder et rør, der skal gå fra Esbjerg over Veerst ved Egtved i et Syvtal ned til grænsen. Tyskland er særlig interesseret i grøn brint fra Danmark og fem brintprojekter i Danmark har allerede fået tilsagn om i alt knap 12 mia. kr. i støtte fra den tyske stat og EU. Med aftalen kan de tyske og europæiske støttemidler komme i spil, så opstartsmarkedet kan få et nødvendigt rygstød. Energinets anlæg af brintrøret har en meget stram tidsplan med risiko for forsinkelser, men røret forventes idriftsat inden slutningen af 2030.
Se mere om brint og om anlæg af Syvtallet på Energinets hjemmeside her
Kontakt:
📞 Pressen kan kontakte +45 41 72 38 05 (modtager ikke sms) for yderligere oplysninger