Ungeklimarådet vil ændre tilgangen til energiomstillingen med seks konkrete nye anbefalinger

Publiceret 10-04-2025

Ungeklimarådet udgiver seks anbefalinger, der tilsammen skal ændre vores tilgang til energiomstillingen. Dette inkluderer både at vi tilgår problemet med en reel kriseforståelse, men også en lang række konkrete politiske indsatser, der kan skubbe udviklingen frem.

Et større fokus på konkret handling fremfor ambitioner er nødvendig, hvis vi skal undgå at ramme de kritiske tipping points, som kan medføre uoprettelig skade på vores klimasystem. Ungeklimarådet mener, det er nødvendigt med et markant kursskifte: Vi skal tænke energiomstillingen som en reel krisesituation og handle derefter.

For klimakrisen er ikke noget, der kommer. Vi står midt i den. Og som repræsentanter for ungdommen, som så at sige ”står med skraldet”, er vi nødt til at afkræve mere handling. Ambitioner er fine, men vi skal også se konkrete og hurtige fremskridt – hellere i går end i morgen. Det gælder fra politisk hold, men også helt ned på det individuelle plan, hvor borgerinddragelsen bliver en eftertanke, men bør være en integreret del af planlægningen fra start.

Derfor opfordrer vi til, at energipolitikken håndteres som den krisesituation, den er. Det kræver ikke bare politisk vilje, men også klare og stabile rammer, herunder langsigtede investeringer i grøn infrastruktur – især elnettet, som er selve rygraden i omstillingen. Uden rettidig udbygning risikerer vi, at nye havvindmøller står klar, men ikke kan kobles til.

Samtidig oplever vi, at langtrukne sagsbehandlingstider og manglende koordinering mellem centrale aktører – kommuner, regioner, netselskaber og staten – spænder ben for nødvendige løsninger. Hvis vi skal lykkes, kræver det et skift: fra forsinkede processer og spredt ansvar til effektiv fremdrift.

Derfor er Ungeklimarådet nu klar med seks anbefalinger i en rapport under navnet ”En ny tilgang til energiomstillingen”. Ud fra de seks punkter og en række håndgribelige underpunkter såsom ”Energipolitik skal styres som en krisesituation” og ”Unge har mest på spil – derfor skal de med til bords”, er der udarbejdet et roadmap, som skal muliggøre de konkrete forandringer efter bedste evne.

”Når vi ikke tager energiomstillingen alvorligt nok, betaler vi prisen senere. Vi foreslår en samlet indsats med klare mål: flere langsigtede investeringer, bedre koordinering, effektive støtteordninger og kortere sagsbehandlingstid. Samtidig skal borgerne ikke bare informeres – de skal inddrages reelt, opleve lokale gevinster og mærke, at deres stemme betyder noget,” siger Benjamin Bøgen Pedersen, medlem af Ungeklimarådet.

Senere på året vil Ungeklimarådet offentliggøre endnu en rapport med anbefalinger fra Ungeklimarådet, der ligeledes vil sætte tempo på den grønne omstilling – med særligt fokus på Danmarks høje forbrugsbaserede udledninger.

Læs anbefalingerne her.

 

Relaterede nyheder

Temaer

NEKST - den nationale energikrisestab

Den nationale energikrisestab, NEKST skal øge tempoet i den grønne omstilling.

 

NEKST - den nationale energikrisestab

Klimastatus og –fremskrivning

Klimastatus og -fremskrivning (KF) er KEFM’s årlige udgivelse, der skal sikre en løbende opfølgning på, om klimaindsatsen understøtter opfyldelsen af klimalovens målsætning om, at Danmarks udledning af drivhusgasser skal reduceres.

Klimastatus og –fremskrivning

Ungeklimarådet

Ungeklimarådet skal bringe nytænkning ind i dansk klimapolitik.

Ungeklimarådet