Flere land- og yderkommuner har fået adgang til lynhurtigt bredbånd

Publiceret 06-02-2019

Antallet af danskere med mulighed for lynhurtigt internet stiger fortsat. Og det er særligt i land- og yderkommunerne, at det hurtige bredbånd rykker, viser ny kortlægning.

Det går fortsat stærkt med udrulningen af lynhurtigt bredbånd herhjemme, så der nu er endnu flere danskere, der ikke skal vente i flere minutter på at streame en serie eller ordne regninger på netbank. Det viser den seneste bredbåndskortlægning fra 2018.

Antallet af borgere og virksomheder, som nu har mulighed for at blive koblet op på enten 500 Mbit/s eller 1Gbit/s upload-forbindelser er fra 2017 steget med 13 pct. En udvikling, som teleministeren tager positivt imod.

”Jeg er glad for at se, at så mange flere danskere nu kan komme på det lynhurtige net. Det er helt afgørende for væksten herhjemme, at virksomheder og borgere kan regne med en hurtig netforbindelse, så jeg er meget tilfreds med de nye tal”, siger teleminister Lars Chr. Lilleholt (V).

Fuld fart på yderkommunerne

Kigger man på fordelingen af adgangen til det hurtige bredbånd på kommunalt niveau, så tegner yderkommunerne sig for den største stigning. Set over perioden 2015 til 2018 er stigningen på 18 pct. Således har hele 81 pct. af yderkommunernes borgere og virksomheder nu mulighed for at komme på det lynhurtige bredbånd.

”Det er helt afgørende for sammenhængskraften og væksten i yderkommunerne, at borgerne og de erhvervsdrivende kan få en ordentlig, stabil og hurtig internetforbindelse. Det er i de tyndt befolkede områder, at udfordringen er størst, og derfor er jeg begejstret for at se, at det netop er her, bredbåndsudrulningen for alvor rykker i disse år. Regeringen har målrettet bredbåndspuljen mod de tyndt befolkede områder, og det medvirker til, at udviklingen kan fortsætte de kommende år”, siger Lars Chr. Lilleholt (V).

Bredbåndskortlægningen 2018

  • 91 pct. af alle boliger og virksomheder har adgang til mindst 100 Mbit/s download og 30 Mbit/s upload, hvilket er to procentpoint højere end i 2017.
  • Flere danskere har adgang til meget høje hastigheder. 74 pct. af alle boliger og virksomheder har adgang til mindst 500 Mbit/s download, hvilket er en stigning på 13 procentpoint sammenlignet med 2017, hvor 61 pct. havde adgang til denne hastighed.
  • Bedre bredbåndsdækning i yderkommunerne. Siden 2015 er dækningen af boliger og virksomheder med adgang til 100 Mbit/s download og 30 Mbit/s upload steget fra 63 pct. i 2015 til 81 pct. i 2018, hvilket er en stigning på 18 procentpoint.
  • Udrulning af fiber i Læsø Kommune. 100 pct. af alle boliger og virksomheder har nu adgang til mindst 100 Mbit/s download og 30 Mbit/s upload, hvilket er en stigning på 64 procentpoint i forhold til 2017.
  • På regionalt plan er den største udvikling fra 2017 til 2018 sket i Region Sjælland. Her er dækningen med adgang til 100 Mbit/s download og 30 Mbit/s upload steget med 5 procentpoint til 84 pct. Regionerne Nordjylland, Midtjylland, Syddanmark og Hovedstaden er i samme periode steget med henholdsvis 4, 1, 1 og 2 procentpoint. Region Sjælland er samtidig den region med den laveste dækningsprocent.
  • 60 pct. af alle sommerhuse har adgang til mindst 100 Mbit/s download og 30 Mbit/s upload, hvilket er 8 procentpoint højere end i 2017.

Flere af bredbåndskortlægningens resultater kan findes her

Flere nøgletal og historiske tal kan findes på tjekditnet.dk

Pressekontakt:

Presserådgiver Lasse Bendtsen, M: 4172 3884, lasab@efkm.dk

Flere og flere danskere får adgang til lynhurtigt internet

Så stor en andel af boliger og virksomheder har adgang til 100 Mbit bredbånd.

Relaterede nyheder