Udviklingen af dansk havvind
Danmark spiller en central rolle i det europæiske energisamarbejde, bl.a. gennem Esbjerg- og Oostende-erklæringerne om at realisere 300 GW havvind i Nordsøen frem mod 2050. I Østersøen udvikler Danmark - i samarbejde med Tyskland - Energiø Bornholm, som i løbet af 2030’erne skal levere mindst 3 GW havvind. Den markante havvindudbygning sker samtidig med stigende efterspørgsel på el i Danmark og Europa. Efterspørgslen drives blandt andet af flere elbiler på vejene, flere varmepumper til opvarmning, elektrificering af industrien samt udbygningen af dansk Power-to-X infrastruktur.


