Ungeklimarådet har fået syv nye medlemmer

Publiceret 02-09-2026

Sammen med resten af Ungeklimarådet skal de syv nye medlemmer rådgive klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa og komme med anbefalinger til Danmarks klima- og energipolitik.

Der er valgt syv nye medlemmer til Ungeklimarådet. De skal bidrage med nye perspektiver på klimadagsordenen og rådgive klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa om den grønne omstilling.

Ungeklimarådet består af i alt 14 medlemmer. Syv er nye, mens syv fortsætter fra sidste år. Medlemmerne er mellem 18 og 28 år og kommer fra hele landet.

Ungeklimarådet bidrager med nye perspektiver, engagement og den utålmodighed, som klimakampen har brug for. Jeg glæder mig til at blive udfordret af de nye medlemmer og til at høre deres bud på, hvordan vi kan gøre det bedre. De unge kommer til at leve med konsekvenserne af de beslutninger, vi træffer i dag – og derfor skal deres stemmer høres,” siger klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa.

De beslutninger, der træffes om klimaet i dag har stor betydning for os der er unge nu - men også kommende generationer. Derfor skal vi unge også have en stærk stemme, når løsningerne bliver udviklet. Ungeklimarådet er med til at bringe unges erfaringer, idéer og perspektiver ind i klimapolitikken. I DUF er vi glade for at bidrage til et råd, der repræsenterer ungdommen bredt. Jeg glæder mig til at følge rådets arbejde,” siger forperson for DUF, Dansk Ungdoms Fællesråd, Anneline Larsen.

Fire af de nye medlemmer er udpeget af de øvrige medlemmer af Ungeklimarådet på baggrund af en åben ansøgningsrunde. De tre øvrige er udpeget af Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) blandt kandidater indstillet af danske ungdomsorganisationer.

Ved udpegningen er der lagt vægt på en bred sammensætning af rådet, blandt andet når det gælder geografi, køn, uddannelse og beskæftigelse.

Ungeklimarådets syv nye medlemmer

Medlemmer udpeget på baggrund af åben ansøgning:

  • Cecillia Grankvist 22 år, Helsingør
  • Therese Ahlefeldt Gernow 24 år, København
  • Eik Sebastian Bærholm Frikke 19 år, Middelfart
  • Johan Klejs 27 år, København

Medlemmer udpeget af Dansk Ungdoms Fællesråd efter indstilling fra danske ungdomsorganisationer:

  • Andreas Birk Olesen, repræsentant for FLOR, 28 år, Aarhus
  • Marie Holt Hermansen, repræsentant for DSU, 20 år, Odense
  • Søren Lousdal, repræsentant for Venstres Ungdom, 21 år, København

Relaterede nyheder

Temaer

Ungeklimarådet

Ungeklimarådet skal bringe nytænkning ind i dansk klimapolitik.

Ungeklimarådet

Klimastatus og –fremskrivning

Klimastatus og -fremskrivning (KF) er KEFM’s årlige udgivelse, der skal sikre en løbende opfølgning på, om klimaindsatsen understøtter opfyldelsen af klimalovens målsætning om, at Danmarks udledning af drivhusgasser skal reduceres.

Klimastatus og –fremskrivning