Klimaprogram 2026 dykker ned i graden og typen af usikkerheder i forhold til de skønne reduktioner - sektor for sektor. Og analysen skal give et bedre grundlag for at identificere, hvor der vurderes at være størst behov for at følge udviklingen tæt.
Dette klimaprogram er også det første, hvor regeringen ser frem mod et klimamål i 2035. Her har regeringen hævet ambitionerne til mindst 85 pct. reduktion i 2035 i forhold til 1990. Derudover skal klimaneutraliteten fremrykkes fra 2050 til 2045, og i 2050 skal Danmark optage flere drivhusgasser, end vi udleder.
”Vi er kommet et godt stykke ad vejen, men vi er ikke i mål. Vi kan ane vejen til 2030, men med en margen på 0,4 millioner ton CO2, så skal der altså ikke mange forsinkelser til, før den margen er væk. Derfor skal vi følge implementeringen langt tættere og kunne handle, før tiden løber fra os. Og så er der landbruget, for lige nu står landbruget ikke til at nå sit klimamål, og det er ikke godt nok. Landbrugsmålet skal nås. Det står ikke til diskussion. Samtidig skal vi allerede nu se videre mod 2035 og et klimaneutralt Danmark. Klimakamp er frihedskamp, og vi skal ikke blive den generation, der vidste det hele, men gjorde for lidt,” siger klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa.
Udover at kortlægge de største implementeringsrisici har regeringen en plan, der bidrager til at sikre, at de nødvendige beslutninger træffes i tide.
I Klimastatus og -fremskrivning 2026, som nu er udgivet i endelig udgave, skønnes det, at 2030-målet opfyldes med en margen på 0,4 millioner ton CO2e. Det er et fald på 1,1 millioner ton CO2e fra Klimastatus og -fremskrivning 2025.
Danmarks årlige udledninger skønnes i 2025 reduceret med ca. 45 millioner ton CO2e siden 1990. Det svarer til, hvad en skov på omkring tre gange Danmarks størrelse kan optage på et år eller udledningen fra 18 millioner benzin- og dieselbiler.
Det viser, at udledningen er på vej ned. Men fremadrettet kommer der med Klimaprogrammet endnu mere fokus på de usikkerheder og risici, der skal holdes øje med, for at sikre, at Danmark også når de klimamål, der er sat.
Se pjecen Klimahandling 2026 her
Se Klimaprogram 2026 her
Kontakt
📞 Pressen kan kontakte +45 41 72 38 05 (modtager ikke sms) for yderligere oplysninger