Nu bliver akutplan for elnettet taget i brug for første gang

Publiceret 13-11-2026

Energinet tildeler igen plads i elnettet. Det sker med de nye redskaber fra akutplanen, som gør det muligt at prioritere pladsen til det, der er vigtigst for Danmark.

Det danske elnet er under et historisk pres. Flere steder i landet er der ikke plads til alle dem, der ønsker at blive tilsluttet. Det risikerer at bremse både den grønne omstilling og udviklingen af Danmark.

Derfor vedtog et bredt flertal i Folketinget i oktober akutplanen for elnettet. Nu påbegynder Energinet den første tildeling af plads i elnettet ud fra de nye redskaber fra akutplanen, der gør det muligt at prioritere, hvem der skal have adgang til den knappe plads.

"Som minister overtog jeg et elnet i dyb krise. Derfor var en af mine første opgaver at lave en akutplan, så vi kan prioritere, hvem der får adgang til elnettet. Ikke fordi det er fantastisk at skulle prioritere, men fordi det er bydende nødvendigt i den alvorlige situation, vi står i. Men vi er ikke i mål, og som jeg forstår Energinet, er det desværre ikke muligt at give alle klarhed nu. Jeg er dog glad for, at Energinet prioriterer pladsen til det, der er vigtigst for Danmark," siger klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa.

Forhandlinger om mere elnet i gang

I disse uger forhandler ministeren med partierne bag akutplanen om en aftale, der skal rulle den grønne løber ud i nærmest hele Danmark, så der kan bygges elnet hurtigere, smidigere og med et større hensyn til naboer og natur.

"Vi bliver nødt til at være ærlige: Prioritering af vores elnet løser ikke alle problemerne alene. Vi har også brug for at udbygge, optimere og gentænke vores elnet. Vi er i fuld gang med at forhandle med de ansvarlige partier for at få sat hastigheden i udbygningen af elnettet op. For vi risikerer, at Danmark ellers går i stå. Men der er ikke noget quick fix, når det handler om at få vores elnet på ret kurs. Jeg kan dog garantere, at vi er i arbejdstøjet. For der er ingen tid at spilde," siger klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa.

Tilbage i oktober kom regeringen med sit udspil Et Danmark med hurtigere udbygning af elnettet og med større lokale hensyn, der danner baggrund for de igangværende forhandlinger.

Udspillet kan læses her. 

Kontakt:
📞 Pressen kan kontakte +45 41 72 38 05 (modtager ikke sms) for yderligere oplysninger.


Relaterede nyheder

Temaer

Ungeklimarådet

Ungeklimarådet skal bringe nytænkning ind i dansk klimapolitik.

Ungeklimarådet

Klimastatus og –fremskrivning

Klimastatus og -fremskrivning (KF) er KEFM’s årlige udgivelse, der skal sikre en løbende opfølgning på, om klimaindsatsen understøtter opfyldelsen af klimalovens målsætning om, at Danmarks udledning af drivhusgasser skal reduceres.

Klimastatus og –fremskrivning