Brintrøret ”Syvtallet” kan nu overgå til anlægsfasen

Publiceret 02-09-2025

Anlægget af et brintrør fra Esbjerg til Tyskland med statslig medfinansiering har nået en afgørende milepæl. Projektet er godkendt, og næste skridt er nu Energinets kapacitetssalg.

På baggrund af Energinets ansøgning om et konkret anlægsprojekt har klima-, energi- og forsyningsministeren nu godkendt, at brintrøret overgår til anlægsfasen. Det skal gå i et ”Syvtal” fra Esbjerg over Egtved til Frøslev ved den tyske grænse. Godkendelsen er en vigtig milepæl i den accelererede tidsplan for Syvtallet, som regeringen og en bred kreds af Folketingets partier indgik en politisk aftale om i februar 2025 for at give dansk produktion og eksport af grøn brint det rygstød, som de danske brintaktører efterspurgte. Næste afgørende skridt er nu Energinets kapacitetssalg, hvor de kommende brugere af infrastrukturen som minimum skal indløse bookingkravet, førend røret etableres.

”Vi er i gang med at gå fra sort til grønt i hele Europa, og Danmark skal spille en rolle i den omstilling. Brintrøret er det skub, der skal sætte gang i det danske brinteventyr, hvis branchen også lægger hånden på kogepladen og booker den nødvendige kapacitet i røret. Vi har særligt gode muligheder for energi fra havvindmøller i Nordsøen og fra sol og vind på land, som kan blive til grøn brint, der kan eksporteres. Nu er det op til branchen at levere, så vi kan sende grøn brint over grænsen, for et bedre klima og for et stærkere Europa,” siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.   

Anlægsprojektet finansieres ved en statslig låneramme, som skal behandles i Folketingets Finansudvalg i september. Energinet har opgjort det samlede lånebehov til 7,5 mia. kr. (løbende priser), svarende til 6,9 mia. kr. (2025-priser). Energinet skal betale lånet tilbage frem til 2060 med penge fra tariffer fra brugere af røret.

Ud over lånerammen til anlægget af røret bidrager staten til opstarten af et dansk brintmarked med et driftstilskud på op til 10,6 mia. kr. over 30 år. Tilskuddet skal sænke brugernes transportomkostninger til et niveau, som Energinet forventer, at brintmarkedet kan betale, og sænke bookingkravet for etablering af Syvtallet, så producenter skal binde sig for transport af minimum 0,5 GW (nedre brændværdi), for at røret realiseres. Kapacitetssalget åbner i 2026.

Tyskerne klar på den anden side
Når røret er klar, får de kommende projekter, der producerer grøn brint med energi fra sol og vind, direkte adgang til det tyske marked. Brintrøret skal hjælpe med at udvikle en dansk brintsektor med produktion og eksport af grøn brint. Grøn brint kan bl.a. erstatte fossile produkter i nogle af de sektorer, der er svære at omstille, og dermed reducere CO2-udledning og styrke forsyningssikkerheden i Europa.   

Rørstrækningens samlede længde er ca. 133 km og består af både nye rør og konverterede gasrør og forskellige stationer. Røret har en eksportkapacitet på ca. 3 GW og skal efter planen være færdigt i 2030. Energinet skal indgå en aftale med sin tyske pendant (Gasunie) om ligeledes at have et rør klar på den anden side af grænsen i 2030.

Se mere om brintrøret her på Energinets hjemmeside

Kontakt

For yderligere information kontakt Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets pressetelefon på: +45 41 72 38 05 (modtager ikke sms)

Fakta

  • Samlet anlægsbudget er 6,9 mia. kr. i faste 2025-priser.
  • Beløbet gives som en statslig låneramme, der betales tilbage frem til 2060.
  • Staten bidrager med et driftstilskud på op til 10,6 mia. kr. i perioden 2030-2059.   
  • Projektets samlede længde er ca. 133 km.
  • Rørets eksportkapacitet er ca. 3 GW (nedre brændværdi).
  • Bookingkravet i Energinets kommende kapacitetssalg er 0,5 GW (nedre brændværdi).

Relaterede nyheder

Temaer

NEKST - den nationale energikrisestab

Den nationale energikrisestab, NEKST skal øge tempoet i den grønne omstilling.

 

NEKST - den nationale energikrisestab

Klimastatus og –fremskrivning

Klimastatus og -fremskrivning (KF) er KEFM’s årlige udgivelse, der skal sikre en løbende opfølgning på, om klimaindsatsen understøtter opfyldelsen af klimalovens målsætning om, at Danmarks udledning af drivhusgasser skal reduceres.

Klimastatus og –fremskrivning

Ungeklimarådet

Ungeklimarådet skal bringe nytænkning ind i dansk klimapolitik.

Ungeklimarådet