Både danske og udenlandske havvindsproducenter kan nu byde på at opføre tre havvindmølleparker på i alt mindst 2,8 GW i Nordsøen og ved Hesselø i Kattegat. Rammerne for udbuddene blev aftalt mellem regeringen, Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet i maj 2025 og kan mere end fordoble den elproduktion fra havvind, Danmark har i dag.
”Efter et grundigt forarbejde, trykker vi nu på knappen, for vi vil have mere havvind i Danmark. Behovet for grøn strøm stiger. Til elbiler, til varmepumper, til erhvervslivet og til eksport. Vi vil have et grønnere, stærkere og mere sikkert Danmark og bidrage til et Europa, der er energimæssigt uafhængigt. Vi har lyttet grundigt til markedet og skruet udbuddene sammen, så de tager højde for de usikkerheder, som branchen selv har peget på. Så jeg vil nu se frem til havvindmølleopstillernes bud,” siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard
Se one-pager om udbud af tre havvindmølleparker
De tre nye havvindmølleparker har mulighed for statsstøtte op til et loft på i alt 55,2 mia. kr. inkl. moms. Det er en såkaldt 2-sidet differencekontrakt, hvor staten garanterer havvindsproducenterne en fast pris for strømmen og dermed en større investeringssikkerhed. De endelige støtteudgifter afhænger af udviklingen i elprisen i den 20-årige støtteperiode og kan være lavere end støtteloftet.
Læs one-pager om differencekontrakt
Parkerne udbydes med en række adgangskrav, der skal sikre øget bæredygtighed og social ansvarlighed i projekterne, fx ved at indføre krav om genanvendelige vinger og understøtte kædeansvar. Der gælder også skrappe krav til de nye parkers beredskab og modstandsdygtighed over for forskellige trusler, og der vil være fokus på grundig risikovurdering af leverandører.
Læs one-pager om bæredygtighedskrav
Læs one-pager om kritisk infrastruktur og cybersikkerhed for havvind
Det er Energistyrelsen, der står for udbuddene af de tre havvindmølleparker med budfrist i henholdsvis foråret 2026 for Havvindmølleparkerne Nordsøen Midt og i Kattegat ved Hesselø og efteråret 2028 for Havvindmølleparken Nordsøen Syd.
Kontakt:
For yderligere information kontakt Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets pressetelefon på: +45 41 72 38 05 (modtager ikke sms)