Der er valgt syv nye medlemmer til Ungeklimarådet. Rådets opgave er at bidrage med nye perspektiver på klimadagsordenen i deres rådgivning og anbefalinger til klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.
Ungeklimarådet består af i alt 14 medlemmer, hvoraf syv er nye, og syv har været med i et år. De er mellem 18 og 28 år og kommer fra hele landet.
”Den grønne omstilling er afgørende for os og fremtidige generationer. Og i det grønne arbejdsrum er Ungeklimarådets nuancer og perspektiver en vigtig faktor. Jeg sætter stor pris på den rådgivning, de giver mig, og særligt de gode samtaler, vi har, når vi mødes,” siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.
”Klimapolitik fylder rigtig meget hos unge, og derfor er det helt essentielt, at unge får reel indflydelse på, hvordan vi håndterer klimakrisen. Det er netop her, Ungeklimarådet spiller en vigtig rolle. Jeg er stolt over, at vi i DUF har været med til at udpege rådets nye kompetente medlemmer, og at vi har sikret en alsidig gruppe, der repræsenterer ungdommen bredt. Jeg glæder mig meget til at se, hvilke initiativer og perspektiver de bringer på banen,” siger forkvinde i DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd, Christine Ravn Lund.
Tre af de nye medlemmer er udpeget af de resterende medlemmer af Ungeklimarådet på baggrund af åben ansøgning. De sidste fire er udpeget af DUF - Dansk Ungdoms Fællesråd, som har bistået Ungeklimarådet i at udpege medlemmer fra danske ungdomsorganisationer.
I udpegningen af de syv nye medlemmer har der været ambition om en bred sammensætning med fokus på bl.a. geografi, køn, uddannelsesretning, beskæftigelse mv.