Rapporten, som bærer titlen "Mod en reduktion af vores forbrugsbaserede udledninger", peger på seks overordnede indsatsområder og mere end 20 konkrete forslag, der spænder fra regulering af reklamer og støtteordninger til grøn dannelse, skatteincitamenter og cirkulær økonomi.
Danmarks klimaindsats har hidtil fokuseret næsten udelukkende på de såkaldt territoriale udledninger – altså dem, der fysisk udledes her i landet. Men en stor del af vores udledning stammer fra produkter, fødevarer, byggematerialer og transport, som vi forbruger her, men som produceres I andre lande.
"Men hvis vi i Danmark kun fokuserer på udledninger inden for vores egne grænser, ignorerer vi en stor del af det reelle problem. Vores livsstil har konsekvenser langt ud over landkortet – og vi har et moralsk ansvar for at handle på det", siger Lise Coermann Mathiesen, medlem af Ungeklimarådet.
Derfor foreslår Ungeklimarådet blandt andet:
- Grøn dannelse og bæredygtighed i uddannelser og mediestøtte
- Økonomiske incitamenter til reparation og forbud mod planlagt forældelse
- Forbud mod reklamer for høj-emissionsprodukter
- Lavere moms på frugt og grønt og grøn mad i offentlige institutioner
- CO₂-budgetter i kommunale budgetter og renovering før nybyg
- Befordringsfradrag til cykler og øget afgift på flyrejser
"Når klimavenlige valg er dyre, besværlige eller utilgængelige, er det ikke kun et individuelt problem – det er også I høj grad et systemisk svigt. Derfor skal vi ændre de strukturer, der fastholder os i en klimaskadelig forbrugskultur", siger Benjamin Bøgen Pedersen, medlem af Ungeklimarådet.
Ungeklimarådet understreger, at forbrugsbaserede udledninger ikke kan nedbringes med ét greb. Der er brug for et sammenhængende økosystem af løsninger, hvor borgerne ikke skal presses til grøn omstilling gennem skam, men understøttes gennem politiske rammer, der gør det bæredygtige valg til det nemmeste valg.
"Mange politikere tror, at forbrugernes adfærd er et frit valg. Men i virkeligheden har folk sjældent reelle alternativer – og hvis bæredygtige løsninger føles som en luksus, skaber det modstand frem for motivation", siger Gorm Nissen, medlem af Ungeklimarådet.
Ungeklimarådet opfordrer til, at Danmark fastsætter et selvstændigt reduktionsmål for forbrugsbaserede udledninger – uafhængigt af de nuværende mål i Klimaloven – for at skabe reel fremdrift og ansvarlighed i hele klimapolitikken.
Læs anbefalingerne her.