Den 22.- 25. september deltager klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard for første gang ved FN’s generalforsamling og højniveau-uge i New York. Forsamlingen er en central trædesten frem mod COP29 i Aserbajdsjan senere på efteråret, og markerer samtidig det officielle startskud på ministerens engagement i området for global klimapolitik, som han overtog d. 29. august 2024.
”Der er udfordringer nok at tage fat på, når jeg mødes med ministerkollegaer og samarbejdspartnere fra hele verden. Vejen til 1.5 grad kan synes snørklet, og det halter med at få det til at ske. Jeg ser fem til at løfte samtalen om de barrierer, der står i vejen for den grønne omstilling globalt, så vi sammen kan lægge sporene for mere konkret handling,” siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.
I forbindelse med generalforsamlingens åbning deltager ministeren i en række rundbordsdiskussioner samt møder med ministerkollegaer, den private sektor og internationale organisationer. Helt centralt står emner som klimafinansiering, vejen til tredobling af vedvarende energi globalt, og hvordan der sikres solide nationale målsætninger frem mod COP30, som er til at implementere.
Derover vil ministeren også mødes med en række partnere for at drøfte, hvordan Danmark sammen med allierede kan gøre den ukrainske energiforsyning mere robust frem mod vinteren.
Kontakt Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets pressetelefon på +45 41 72 38 05