DMI har redesignet en af Danmarks mest brugte vejr-apps ’DMI Vejr’ med et mere brugervenligt design, som gør det nemmere at få vejret lige præcis, hvor du gerne vil have det.
”Det glæder mig, at DMI nu giver os alle en bedre mulighed for at følge med i vejret. App’en gør vejrudsigten mere personlig og lokal, og den kan være med til at øge trygheden og sikkerheden for borgerne, ikke mindst når vejret raser. Her er det særligt afgørende, at den enkelte borger på en smart måde kan holde sig opdateret, og det kan man nu med app’en,” siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).
DMI Vejr samler de mest populære af DMI’s vejrprodukter, som borgerne har brug for, når de er på farten.
En mere overskuelig app
Med den nye app får brugerne forbedret mulighed for at få beskeder på skærmen, når DMI's meteorologer udsender varsler om farligt vejr. Man kan for eksempel tilmelde sig varsler for ’favoritsteder’ som hjemmet eller sommerhuset, hvor man ønsker at være særligt på vagt.
”En af DMI’s vigtigste opgaver er at levere troværdig viden om vejr, klima og hav til borgerne. Med den nye app får borgerne lettere adgang og meget bedre mulighed for at indhente nøjagtig viden om de vejrforhold, der interesserer den enkelte,” siger DMI’s direktør Marianne Thyrring og fortsætter:
”Vi ved, at rigtigt mange træffer beslutninger om deres hverdag på baggrund af DMI’s vejrdata. Den nye ’DMI Vejr’-app kan være en hjælp, når du skal vælge mellem cyklen eller bussen, solbrillerne eller regnjakken eller måske overvejer, om du skal sikre båden eller havetrampolinen, fordi der er varslet storm.”
DMI har lagt stor vægt på, at app’en skal gøre det overskueligt for brugeren at få de vejrdata, som den enkelte har brug for. Brugertests har bl.a. ført til et forbedret overblik over vejrudviklingen de næste 48 timer, som er et vigtigt redskab, når weekenden eller ugen skal planlægges. Med ikoner og grafer for temperatur, nedbør og vind har DMI forbedret designet og det grafiske overblik over vejrudviklingen.
Samtidig tilbyder den nye app såkaldt geolokation, hvilket betyder, at du altid kan få dit lokale vejr, uanset hvor i verden du befinder dig.
Hent DMI’s nye vejr-app i App-store
Hent DMI’s nye vejr-app i Google-play
Fakta om DMI's vejr-app
- Med DMI's vejr-app får du altid dit lokale vejr, uanset hvor i verden du befinder dig.
- DMI’s vejr-app viser vejret for 10.000 steder i Danmark, 600 steder på Grønland, 95 steder på Færøerne samt mere end 150.000 steder i verden.
- DMI’s vejr-app giver mulighed for, at brugerne kan gemme deres egne favoritsteder i Danmark, i Grønland, på Færøerne eller i verden. Favoritterne bliver herefter vist på forsiden, hver gang brugeren åbner den nye app.
- Den vejr-app giver nemmere adgang til DMI's varsler om farligt vejr. Relevante varsler findes nu på alle lokale vejrudsigter, så det bliver nemmere at se, om der er aktive varsler i området. Samtidigt kan du tilmelde dig varsler for de kommuner, hvor du ønsker at følge vejret.
- Derudover samler DMI’s vejr-app en masse kendte vejrprodukter på et zoombart kort, så det bliver nemmere at dykke ned i vejrinformationer om radar, lyn, nedbør, vind, vandstand, havtemperaturer, strøm, bølger, lufttryk og satellitbilleder.
- DMI’s nye app forbedrer visningen af vejret 48 timer frem med vejrdata for temperatur, nedbør og vind på en graf, der tager højde for prognosernes usikkerhed i Danmark.
- DMI’s vejr-app tager udgangspunkt i, hvor brugerens befinder sig (såkaldt geolokation). Dermed tilbyder app’en automatisk lige præcis den lokale vejrudsigt, der er tættest på brugeren. Geolokation er et valgfrit tilbud til brugerne.
- DMI’s vejr-app viser et stærkt forbedret radarprodukt, som bl.a. viser en radarfremskrivning. Radarfremskrivning er en prognose for regn og sne den næste halvanden time frem, der ligger i forlængelse af de radarbilleder, brugerne kender fra et nuværende dmi.dk. Det nye radarprodukt har også flere detaljer, og brugeren kan zoomes ind på kortet.
- Det nye app er designet med baggrund i brugerindsigt og designtests i Danmark, Grønland og Færøerne. Derudover tilgængelighedstestet for bl.a. farveblinde. App’en er udviklet sideløbende med udviklingen af det nye website til dmi.dk.
- DMI’s vejr app er lavet til Android 6 og frem og IOS 10 og frem og designet og udviklet sammen med bureauerne Blixt & Dunder og Nodes.
Kontakt:
DMI: Pressekontakt, 3915 7509, kommunikation@dmi.dk
Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet: Michael Korsgaard, 2463 5487, mikon@efkm.dk