Grønlandsk nødradio sikret med stor investering

Publiceret 09-01-2018

Fangere, fiskere og fritidssejlere i Grønland skal kunne tilkalde hjælp, hvis uheldet er ude. Også i fremtiden. Nye økonomiske muskler i den maritime nødradio skal give dem fortsat høj sikkerhed, når de færdes til søs.

Foto: Toke Brødsgaard, NunaFoto

Regeringen har besluttet at bruge yderligere 62 mio. kr. de næste ti år til at vedligeholde og opgradere Grønlands maritime nødradio. Det bringer det samlede budget til nødradio i Grønland op på 414 mio. kr. i perioden 2018-2027.

Det er vigtigt, at der er høj sikkerhed til søs. Det er heldigvis sjældent, at der sker forlis, men når det sker, er nødradiosystemet et vigtigt element, der kan betyde forskellen mellem liv og død,” siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

Øgede økonomiske rammer

Nødradiosystemet i Grønland dækker de mest befærdede dele af farvandene omkring Grønland og består bl.a. af 40 master og et radiorum, som døgnet rundt lytter efter nødopkald til søs. Den danske stat har ansvaret for, at der er gratis adgang til nødradio i Grønland, og de nye investeringer sikrer midler til nødradioen i perioden 2018-2027. Langt hovedparten af udstyret vil blive udskiftet over de næste år.

 "Jeg er godt tilfreds med, at det er lykkedes at øge budgettet til nødradioen. Det betyder, at vi fortsat kan fastholde den høje sikkerhed med solidt udstyr mange år fremover,” siger Lars Chr. Lilleholt.

Det øgede budget finansieres inden for Forsvarsministeriets og Energi-, Forsynings- og Klimaministeriets økonomiske rammer.

Pressekontakt: Christian Lietzen, 4172 3876, chrli@efkm.dk

 

Fakta

  • Den første nødradiostation i Grønland blev oprettet i 1925 i Qeqertarsuaq. Efterfølgende kom flere til, men i dag er der kun radiorum i Aasiaat.
  • Personalet i nødradiorummet lytter efter nødopkald 24 timer i døgnet alle årets dage.
  • En anden vigtig opgave for nødradioen er at udsende navigations- og vejrvarsler.
  • Tidligere varetog kystradiostationerne også kommercielle samtaler mellem skibe og rederier og private samtaler. Muligheden for mobiltelefoni og satellit-telefoni har medført, at dette nu er en meget lille del af nødradioens opgaver.
  • I Danmark er der et tilsvarende nødradiosystem med et døgnbemandet radiorum og master fordelt på Danmarks kyster.
  • Energistyrelsen og Forsvarsministeriet indgår en 10-årig aftale med TELE Greenland, som varetager driften af den maritime nødradio i Grønland. TELE Greenland har ansvaret for udskiftningen af udstyret.
  • Klima for skoleelever

  • Brexit

  • Klima- og luftudspil

  • Energiaftale 2020-2024

  • Eksportstrategi

  • Forsyningsstrategi