Lilleholt kvitterer for Klimarådets rapport

Publiceret 13-06-2016

Klimarådet offentliggør i dag deres årlige rapport med fokus på afgifter. Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt glæder sig over, at anbefalingerne på flere områder understøtter regeringens linje på klimaområdet.

Klimarådets anbefalinger er koncentreret om afgifter og forslag til klimavenlige afgiftsomlægninger. I rapporten konstaterer Klimarådet bl.a., at et øget forbrug af el er en forudsætning for den grønne omstilling, og at der kan være behov for at se nærmere på, om elafgifterne har det rigtige niveau.

Klimarådet påpeger, at varmepumper er en samfundsøkonomisk billigere varmekilde end biomasse, men at afgifter i visse tilfælde gør biomasse billigere. For at fremme brugen af varmepumper bør afgiften på el til opvarmning sættes ned, mener Klimarådet.

”Jeg er enig i, at der er behov for at se på mulighederne for at bruge mere elektricitet fx til opvarmning. Derfor kigger vi også på det i den igangværende afgifts-og tilskudsanalyse. Regeringens forslag om at fjerne PSO’en er et skridt i den rigtige retning. Dermed sænkes elprisen markant for husholdninger og erhverv – også til opvarmning”, siger Lars Chr. Lilleholt.

 

Elbiler og afgifter

Klimarådet behandler også afgifter på elbiler og peger i rapporten på, at der skal flere elbiler på de danske veje, hvis vi skal leve op til det kommende 2030-mål i EU for landbrug og transport. Rådet foreslår bl.a. en afgiftslempelse på elbilernes batterier, som skal finansieres via en forhøjelse af ejerafgiften.

”Klimarådet har ret i, at vi får en udfordring med at reducere CO2-udledningen i transportsektoren frem mod 2030. Jeg mener dog ikke, at det skal være dyrere at være bilejer. Den rette tilgangsvinkel på transportområdet er at arbejde for at skabe de mest hensigtsmæssige rammevilkår i EU, som kan understøtte en omkostningseffektiv udvikling i transportsektoren i hele EU”, siger energi-, forsynings- og klimaministeren.

 

Udfordringer med EU’s klimamål i 2030

Klimarådet sætter i deres rapport også fokus på de kommende EU-forhandlinger om byrdefordeling af EU’s 2030-mål. Klimarådet fremlægger en række forslag til Danmarks forhandlingsposition, der skal sikre en omkostningseffektiv indsats i Danmark, herunder brug af fleksibilitetsmekanismer og rammer for landbruget, der kan sikre, at det kommende klimamål ikke går unødigt hårdt ud over dansk landbrug.

”Jeg er glad for, at Klimarådet anerkender den store udfordring, Danmark står overfor, når det gælder det kommende 2030-mål for de såkaldte ikke-kvotebelagte sektorer, som omfatter landbrug, transport og boliger. Klimarådet er kommet med en række gode indspil til, hvordan vi kan håndtere udfordringen. Målet er at sikre, at både EU og Danmark kan føre en mere effektiv klimapolitik, hvor vi fokuserer indsatsen der, hvor vi får mest for pengene. Og faktisk har regeringen arbejdet aktivt for netop den fleksibilitetsmekanisme og håndtering af landbruget, som Klimarådet foreslår”, slutter Lars Chr. Lilleholt.

Regeringen tager endeligt stilling til rapportens anbefalinger senere på året i den klimapolitiske redegørelse for 2016.  

 

Om Klimarådet

Klimarådet er et uafhængigt råd, der er oprettet som følge af klimaloven. Rådet udgiver i henhold til klimaloven årligt en rapport med anbefalinger til regeringen.

 

Kontakt: Pressemedarbejder, Rasmus Bjørn, rasbj@efkm.dk, 41 72 90 77