Flere bud i puljen for CO2-fangst og lagring

Publiceret 04-02-2026

Fristen er nået, og der er kommet to bud på puljen for CO2-fangst og lagring. Nu begynder arbejdet med at vurdere buddene, så der kan tildeles kontrakt i løbet af de næste måneder.

CO2-fangst og lagring er en teknologi, der kan fjerne nogle af de udledninger, som ellers er sværest at slippe af med. Det gør det til et vigtigt redskab i arbejdet for at nå til klimaneutralitet – og afgørende for målet om 110 procent CO2-reduktion.

Siden 2020 er der derfor blevet afsat knap 40 milliarder til udviklingen af CO2-fangst og lagringsprojekter i Danmark. Det første udbud blev afgjort i 2023, hvor Ørsted fik kontrakten, og nu er resultatet af et nyt udbud rykket tættere på.

Fristen for at byde er kommet og gået, og det viser sig, at der er kommet to bud.

Den politiske opbakning til CO2-fangst og lagring er klar, og derfor er det godt, at vi har fået to bud i hus – et af dem fra Aalborg Portland, der er Danmarks suverænt største udleder. De to bud er med til at opbygge nye værdikæder for CO2-fangst, transport og lagring i Danmark. Værdikæder, som ikke kun kommer de her projekter til gode, men også fremtidige danske og udenlandske projekter,” siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.

Når det er sagt, havde jeg håbet, at flere var kommet med over målstregen. Det er et nyt og vanskeligt marked med risiko, så jeg forstår godt, at det kan være udfordrende. Vores mål er i sidste ende at fjerne mere CO2, end vi udleder, og CO2-fangst og lagring er et nødvendigt redskab. Derfor er det sidste kapitel ikke skrevet på det her område.”

Næste skridt

Energistyrelsen går nu i gang med at vurdere buddene, før kontraktarbejdet kan færdiggøres. I den forbindelse vil der også blive foretaget en vurdering fra en tredjepart. Arbejdet forventes færdigt i foråret 2026.

”Vi ser ikke ud til at hente så meget, som vi havde forventet, når det gælder CO2-reduktioner – og det er brandærgerligt. Jeg har derfor bedt mit ministerium om straks at igangsætte et arbejde, der skal undersøge, hvordan vi bedst støtter udviklingen af CO2-fangst og lagring herfra,” siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har også begyndt en dialog med aktørerne, så vejen fremad for CO2-fangst og lagring kan tegnes. Regeringen vil også igangsætte en ekstern evaluering af udbuddet i forhold til at se, om det kan forbedres.

Den endelige mængde CO2-reduktioner, som kan forventes fra udbuddet, kendes først, når kontraktarbejdet er færdiggjort og opgjort i Klimastatus- og fremskrivning 2026. Den udkommer i april. 

📞 Pressen kan kontakte +45 41 72 38 05 (modtager ikke sms) for yderligere oplysninger

Relaterede nyheder

Temaer

Ungeklimarådet

Ungeklimarådet skal bringe nytænkning ind i dansk klimapolitik.

Ungeklimarådet

Klimastatus og –fremskrivning

Klimastatus og -fremskrivning (KF) er KEFM’s årlige udgivelse, der skal sikre en løbende opfølgning på, om klimaindsatsen understøtter opfyldelsen af klimalovens målsætning om, at Danmarks udledning af drivhusgasser skal reduceres.

Klimastatus og –fremskrivning