Vattenfall Vindkraft A/S skal bygge havvindmølleparker i Nordsøen og Kattegat

Publiceret 04-08-2026

Vinderen af udbuddene af havvindmølleparkerne Nordsøen Midt og Hesselø er fundet. Vattenfall skal bygge havvindmøller, der kan levere strøm svarende til forbruget i 1,8 millioner danske hjem.

20. maj var der budfrist på udbud af to havvindmølleparker i Nordsøen og Kattegat. Nu er vinderen af udbuddene fundet. Det bliver Vattenfall, der skal bygge både Nordsøen Midt og Hesselø Havvindmøllepark, som kommer til at kunne levere mindst 1,8 GW grøn strøm.

”Det her er en kæmpe dag for Danmarks frihed. For med de to havvindmølleparker styrker vi vores frihed fra utilregnelige regimer, vi sikrer borgerne grøn og billigere strøm, vi styrker virksomhedernes konkurrenceevne, og vi skaber masser af grønne jobs. Helt konkret sikrer vi grøn strøm svarende til forbruget i 1,8 millioner danske hjem. Klimakamp er i den grad frihedskamp, og jeg lover, at vi fortsætter frihedskampen i det videre arbejde,” siger klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa.

Parkerne blev udbudt med mulighed for statsstøtte, og Vattenfall har vundet udbuddene med de laveste priser blandt de indkomne bud på henholdsvis 504 kr. per MWh for Nordsøen Midt og 542 kr. per MWh for Hesselø.

Udbuddene blev igangsat i november 2025 på baggrund af en aftale mellem den tidligere regering (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet.

Næste skridt i udbudsprocessen efter dagens tildeling er underskrift af kontrakter med Vattenfall efter en række formalia, der bl.a. skal sikre verificering af dokumentation, opfyldelse af udbudsjuridiske krav mv., er afsluttet.

Fakta

  • Begge havvindmølleparker skal efter planen producere strøm fra 2032.
  • Hesselø Havvindmøllepark er placeret 30 km fra Nordsjællands kyst, mens Nordsøen Midt Havvindmøllepark er placeret 20 km fra Vestjyllands kyst.
  • Vattenfall har budt med en pris på 504 kr. per MWh for Nordsøen Midt og 542 kr. per MWh for Hesselø.
  • Der har været to bud på Nordsøen Midt Havvindmøllepark og fem bud på Hesselø Havvindmøllepark.
  • Det er Vattenfall Vindkraft A/S, der med to datterselskaber, har vundet begge kontrakter. Vattenfall Vindkraft A/S er 100 pct. ejet af svenske Vattenfall AB. 

📞 Pressen kan kontakte +45 41 72 38 05 (modtager ikke sms) for yderligere oplysninger.

Relaterede nyheder

Temaer

Ungeklimarådet

Ungeklimarådet skal bringe nytænkning ind i dansk klimapolitik.

Ungeklimarådet

Klimastatus og –fremskrivning

Klimastatus og -fremskrivning (KF) er KEFM’s årlige udgivelse, der skal sikre en løbende opfølgning på, om klimaindsatsen understøtter opfyldelsen af klimalovens målsætning om, at Danmarks udledning af drivhusgasser skal reduceres.

Klimastatus og –fremskrivning