Dansk-ledet alliance: COP28 skal ende i aftale om fossil udfasning

Publiceret 11-12-2023

FN’s klimatopmøde COP28 slutter officielt i morgen. Danmark og en række partnerlande kæmper for, at udfasning af fossile brændsler bliver en del af aftaleteksten.

Efter de sidste tre dages politiske COP28-forhandlinger sidder ministre, forhandlere, journalister og embedsfolk lige nu til klimatopmødet i Dubai og venter på, at det første udkast til en aftaletekst bliver offentliggjort af det emiratiske COP-formandskab. Uanset hvordan teksten ser ud, står en ting klart: Danmark og en række andre lande i den dansk-ledede Beyond Oil and Gas Alliance (BOGA) ønsker en COP28 aftale om, at alle fossile brændsler skal udfases.

Vi er her på COP28 med et klart mandat: At sikre en aftale om at udfase alle fossile brændsler. De eskalerende effekter af den globale opvarmning og de stigende energipriser bliver mere og mere tydelige - især for de mest sårbare. Vi skal have fat på grundårsagen til disse kriser – nemlig vores fortsatte afhængighed af kul, olie og gas,” lyder det i en fælles erklæring, der netop er udgivet af BOGA-landene på COP28 i dag.

Danmark er ledende og stiftende medlem af BOGA, og Danmarks minister for udviklingssamarbejde og klimapolitik, Dan Jørgensen, præsenterede erklæringen sammen med en række andre BOGA-ministre ved et pressemøde på COP28 i dag.

Vi har vidst i årtier, at fossile brændsler er kerneårsagen til klimaforandringerne. Vi har i årtier vidst, at den globale opvarmning er en trussel mod vores sikkerhed, vores velfærd og vores fremtid på planeten. Og vi har forhandlet i årtier uden direkte at adressere det i en COP-aftale. Det må ændre sig på denne COP,” siger han.

BOGA omfatter lande som Frankrig, Sverige, Fiji, Tuvalu, Kenya, Chile, Colombia, Irland, Portugal, Marshall Islands, Costa Rica og subnationale regeringer som Grønland, Californien, Wales og Washington State.

Læs erklæringen her.

For yderligere oplysninger: Kontakt Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets pressetelefon på 4172 3805

 

 

Relaterede nyheder

Temaer

NEKST - den nationale energikrisestab

Den nationale energikrisestab, NEKST skal øge tempoet i den grønne omstilling.

 

NEKST - den nationale energikrisestab

Klimastatus og –fremskrivning

Klimastatus og -fremskrivning (KF) er KEFM’s årlige udgivelse, der skal sikre en løbende opfølgning på, om klimaindsatsen understøtter opfyldelsen af klimalovens målsætning om, at Danmarks udledning af drivhusgasser skal reduceres.

Klimastatus og –fremskrivning

Ungeklimarådet

Ungeklimarådet skal bringe nytænkning ind i dansk klimapolitik.

Ungeklimarådet