Flydende fundamenter i havvindmøller, CO2 og vedvarende energi anvendt til produktion af grøn metangas, og robotter, der kan reparere vindmøllevinger. Det er bare nogle af de grønne udviklingsprojekter, som under det statslige Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) har fået offentlige støttekroner for at kunne opnå flyvehøjde og blive markedsmodne.
Støtten bidrager til en forventet øget omsætning på i gns. fem kr. pr. tilskudskrone blandt modtagervirksomhederne. Det viser en ny evaluering af det største udviklings- og demonstrationsprogram for grøn teknologi herhjemme. Og det er en markant forbedring ift. effekterne fra den seneste evaluering af EUDP fra 2015, som viste en øget omsætning på ca. 2,7 kr. pr. tilskudskrone.
”Udvikling af ny teknologi skal stimuleres effektivt for at nå regeringens ambitiøse grønne mål, styrke Danmark som grønt iværksætterland og skabe grundlag for fremtidens grønne arbejdspladser. Jeg er glad for det billede evalueringen tegner: Pengene til den grønne udviklingskæde er godt givet ud”, siger klima-, energi og forsyningsminister Dan Jørgensen (S).
Stor træfsikkerhed og vækst
Evalueringen viser også, at private yder et mærbart bidrag til udvikling af EUDP-projekterne, at mere end 9 af 10 projekter når målene i projektbeskrivelsen, og at projekterne ikke var blevet så omfangsrige, hvis ikke staten havde givet tilskud.
”Forskning og udvikling er helt afgørende for, at Danmark også i fremtiden kan være et stærkt videnssamfund. Det gælder ikke mindst på klimaområdet, hvor regeringen har meget høje ambitioner. Forskning og udvikling af højeste kvalitet og samarbejder mellem forskere og virksomheder er centralt for at indfri vores grønne ambitioner”, siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).
EUDP har fra 2008-2018 sammenlagt støttet 591 grønne projekter med 3.4 mia. kr. inden for blandt andet vindenergi, fjernvarme, bioenergi og energieffektivisering.
Læs mere om evalueringen
Faktaark
Kontakt:
Presserådgiver Christian Lietzen, M: 4172 3876, chrli@efkm.dk