Regeringen ønsker klimahøring af danskerne og ny klimalov

Publiceret 26-02-2019

Regeringen arbejder hårdt for, at Danmark yder sit bidrag til Parisaftalen og den ambitiøse klimaindsats skal fortsætte. I det nye folketingsår skal Danmark have en ny klimalov, hvis det står til regeringen.

Lars Chr. Lilleholt (V) Foto: EFKM

Regeringen ønsker en ny klimalov, som skal sikre, at Danmark fortsætter sin ambitiøse klimaindsats og bevarer sin position som et grønt foregangsland i hele verden.

”Regeringen tager om nogen klimaudfordringen alvorligt – og sætter reel handling bag ordene. Mere end nogen anden regering har gjort. Vi arbejder hårdt for, at Danmark yder sit bidrag til Parisaftalen, og derfor har vi også taget fat i de rigtig svære dele af klimaudfordringen – transport, landbrug og lagring af CO2,” siger energi-, forsyning- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).

"Men regeringens indsats stopper ikke her. Det er også derfor, at vi i næste lovsamling vil fremsætte forslag til en ny klimalov, hvor Danmarks mål om at være klimaneutrale senest i 2050 selvfølgelig skal skrives ind," siger han.

Godt 65.000 danskere har skrevet under på borgerforslaget om ny klimalov, som behandles i Folketinget i dag. Forslaget flugter ifølge klimaministeren rigtig godt med regeringens politik:

”Derfor vil vi også se nærmere på elementerne i borgerforslaget i arbejdet med den nye klimalov,” siger Lars Chr. Lilleholt.

Høring af danskerne

Inden fremlæggelsen af forslaget til ny klimalov vil regeringen arbejde for en høring af danskerne om vores klimapolitik.

”Regeringen vil nu igangsætte en stor høring af danskerne, hvor alle kan komme til orde med indspark til klimapolitikken – og til den nye klimalov. Jeg vil allerede i de kommende uger og måneder starte dialogen med danskerne,” siger Lars Chr. Lilleholt.

Den nye klimalov vil blive fremsat som forslag i den næste lovsamling.

Pressekontakt

Pressechef Jesper Caruso, jesca@efkm.dk / 41729184

Relaterede nyheder